Solrød kommunes lokalhistoriske arkiv indeholder en stor mængde oplysninger om personer, erhverv og foreninger mv., hvorimod det kniber lidt med ejendomsoplysninger, når der bortses fra matrikelkort o.l.

For nogle landejendomme findes arvefæstebreve fra før de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet og skøder ved overgang fra fæste til selveje. Andre vigtige kilder er dokumenter ved generationsskifter samt almindeligt køb og salg af ejendomme eller dele heraf.
Skifter kan også indeholde en del ejendomsoplysninger og i tillæg hertil oplysninger om slægtsforhold. Blandt andre mindre betydende kilder kan f.eks. nævnes brandforsikringspolicer.
Desværre er mange af disse dokumenter gået tabt undervejs. Brand er en ret hyppig årsag, men manglende veneration overfor gamle og tidligere gældende dokumenter er nok den hyppigste årsag.

Senest har arkivet for få år siden modtaget en samling dokumenter tilbage fra 1795, da den sidste i slægten afhændede ejendommen. Er der personer, også ikke-medlemmer af Solrød Lokalhistorisk Forening, som har dokumenter af interesse, hører vi gerne herom, og vi påtager os gerne at kopiere dokumenter, som ikke ønskes afleveret.
Henvendelse kan ske på arkivet Solrød Center 85 i åbningstiden på torsdage fra kl. 16 – 18, på mail til solroedlokalarkiv@gmail.com eller til Lis Hansen på mobil nr. 51741898.